Godt nyt til alle campingelskere, som savner lidt mere komfort i teltet!
Campinghytten er kommet igen – i en lidt mere moderne udgave end vi kender den fra tidligere. De seneste år er A-rammen igen kommet frem i husbyggeriet.
Nu bliver designet brugt i en ny campinghytte, bygget i økovenlige materialer af det slovenske firma Lushna.
Hytterne er bygget i lærketræ med gulv af gran, og på de 4×4 m som hytten måler, er der lige præcis plads til en dobbeltseng. Endevæggen består af et panoramisk glasvindue eller et myggenet – alt efter hvilken model der ønskes – og inde i hytten er der desuden lys og stikkontakter. Som ekstra tilkøb kan man endda få installeret en varmeløsning, og så er de fleste behov for en miljøbevidst glamper (”glamourøs camper”) vist opfyldt.
Firmaet anvender kun holdbare, økologiske og naturvenlige materialer til hytterne – alle materialer som ældes med ynde. Træet er ubehandlet og kommer fra lokalegnen, og til taget bruges der materialer som sten, træ eller et moderne grønt tag. Med et negativt kulstof-fodaftryk på -2774kg CO2 for en enkelt hytte, må man sige det er en miljøvenlig løsning for alle der ønsker lidt mere luksus i camping.
Kilde: //www.treehugger.com/tiny-houses/lushna-villa-glamping.html
Forfatter: Redaktionen på ecolove