Et firma fra Kolding har udviklet en maling, som kan gøre det mere sikkert at færdes i trafikken efter solnedgang. Malingen lyser nemlig op i mørke, ligesom de små selvlysende stjerner vi kender fra børneværelset eller som viserne på et armbåndsur.
Surfa by TreeTops står bl.a. bag en serie af miljøvenlige produkter til overfladebehandling og virksomhedens mål er at kunne levere produkter der hverken belaster klima eller miljø. Det sidste nye fra firmaet er en selvlysende maling. Den fluorescerende maling bliver ”opladet” af dagslys og kan derved lyse hele natten.
- Det kan bruges på pladser, eller hvor man skal være opmærksom på hinanden, siger Martin Sejersgaard-Jacobsen, som er chef for anlæg og drift i Kolding.
Især i områder hvor der færdes mange børn eller cyklister vil det give mening at anvende den selvlysende maling, men malet på kantsten og i rundkørsler kan det også være en hjælp til at holde sig på rette spor. I første omgang skal malingen afprøves på et par cykelbokse og en rundkørsel i Kolding Kommune. Men hvis forsøget får succes, mener Sejersgaard-Jacobsen at malingen vil have stort potentiale.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/trekanten/selvlysende-maling-skal-forbedre-trafiksikkerheden