Økologiske æg
Hønsehus: Økologiske æg kommer fra høns, der lever i huse med op til 3000 høns i en flok. Der må være op til 6 høns pr. kvadratmeter i hønsehuset. Hønsene skal have siddepinde og reder.
Mindst en tredjedel af gulvet skal være velforsynet med strøelse som halm eller sand. Strøelsen skal give hønsene mulighed for at støvbade. Ved at baske med vingerne og skrabe med fødderne under støvbadningen kan hønsene fjerne fedt og snavs fra deres fjer. Der skal være dagslys i stalden.
Hønsegård: Økologiske høns skal året rundt have adgang til et udendørs areal på mindst 4 kvadratmeter pr. høne. Hønsegården skal være dækket af græs eller anden vegetation, desuden skal der være læ og beplantning. En gang om året skiftes der til en anden hønsegård, hvorefter den gamle skal være fri for høns i et år. Dette er for at forebygge angreb af parasitter og for at beplantningen kan blive genskabt, når hønsene har rodet i den.
Næbtrimning: Økologiske høns har aldrig været udsat for næbtrimning.
Foder: Økologiske høns får økologisk dyrket foder og adgang til grovfoder som eksempelvis græs, ensilage, der er konserveret græs, gulerødder eller roer.
Spejlæg i hjertebrød
2 personer
20 minutter
Ingredienser
- 2 skiver af dit yndlingsbrød
- 2 æg
- Salt og peber
- Neutral kokosolie til stegning
Fremgangsmåde
- Brug en kniv eller en kageudstikker til at forme hjertet i brødet.
- Varm panden og hæld lidt olie på. Rist brødet på den ene side, vend det og fyld et æg i hjertehullet på brødet. Lad det stege til ægget er stivnet.
- Steg også de udstukket brød-hjerter.
- Drys med salt og peber og server med frisk frugt.