I København skal det være slut med at se bunker af skrald liggende i parker og gader.
Københavns Kommune vil kaste sig ud i et forsøg med en pant-ordning på skrald, hvor man eksempelvis kan få to kroner for at aflevere et cigaretskod eller en pizzabakke. Hver uge kæmper kommunens medarbejdere med at rydde op efter weekendens byture.
Men det er som regel aldrig dåser eller flasker de behøver at bekymre sig om, for dem er der allerede pant på. Sådan kan det også blive med skraldet, hvis man indfører en udvidet pant-ordning, lyder det fra Jon Pape, som er serviceområdechef i teknik- og miljøforvaltningen.
Tankerne går på at udvide til at omfatte bl.a. pizzabakker og cigaretskodder, og nu igangsættes undersøgelserne til hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre, fortsætter han.
Det er i Danmark endnu ikke tilladt for kommuner at tage pant på forskellige ting, men Københavns Kommune har søgt om tilladelse hos Indenrigsministeriet.
Et tidligere forsøg med pant på pizzabakker og papirsposer hos 7-Eleven på Gothersgade i København viste sig at være en stor succes, fortæller Jon Pape.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/pant-paa-pizzabakker-vinflasker-og-cigaretskod