En 24-årig forsker ved Københavns Universitet har udviklet en prototype til et produkt, der har potentiale til at gøre en stor forskel for mange mennesker.
Bhaskar Mitra fra Vestbengalen i Indien er fødevareforsker og har opfundet et værktøj, der kan undersøge, om mad og vand er sikkert at indtage. Det ligner et smartphone cover, men har indbygget UV-lampe og et blåt filter til at dække kameralinsen.
Ved at scanne mad eller vand gennem kameraet på sin smartphone, kan en app afsløre om der er noget tilstede, som ikke bør være der. Det kan være urenheder som sand eller glas, men også farligere mikroorganismer som listeria og kolera.
Med UV-lyset fra den indbyggede lampe kan man derefter fjerne uønskede bakterier. Herefter scannes der på ny, for at undersøge om bakterierne er fjernet. Ideen om at bruge UV-lys til at fjerne bakterier er ikke ny, men nyheden består i at have integreret teknologien i et smartphone cover, som man nemt kan have med sig.
Prototypen er stadig under udvikling og Mitra er nu ved at undersøge, hvor længe UV-lyset skal være aktiveret, for at dræbe eventuelle bakterier. Han håber, at det endelige produkt vil kunne produceres så billigt, at det vil være tilgængeligt for mennesker i udviklingslandende – især med tanke på Vestbengalen.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk