Et bryggeri i USA har lavet en opfindelse der er fantastisk for naturen, så nu kan du drikke din dåseøl med god samvittighed.
Hvert år udledes 10 millioner tons plast til verdenshavene. Det er et af de værste typer affald for naturen, som har svært ved at nedbryde syntetiske materialer.
For eksempel kan store stykker plastik indfange pattedyr, fisk, fugle og andre større havdyr, så de sidder fast og dør.
En af synderne er plastik-ringe på øldåser. Og det er faktisk ikke nok at klippe dem op – der er nemlig stadig dyr, der spiser plastikken, som ophober sig i tarmsystemet og kan være skyld i, at dyrene dør.
Det har fået bryggeriet Saltwater Brewery i Florida til at skabe en spiselig sixpack ring. Og det smarte ved den nye emballage er, at den faktisk er lavet af byg og hvede, som er naturlige biprodukter af øl-brygningen.
På den måde er ringene nedbrydelige i naturen og kan endda spises af dyrene.
De spiselige sixpack ringe koster ganske vidst mere at producere, end de tilsvarende i plastik, men firmaet bag er overbevist om, at kunderne gerne betaler ekstra når de ved, hvad formålet er.
Og bliver det først en rigtig succes, håber Saltwater Brewery at større bryggerier vil føle sig inspirerede til at investere i teknologien, og dermed vil produktionsomkostningerne blive sænket.
Web: www.saltwaterbrewery.com/community-swb/
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk