Clean Road Mapper hedder app’en, som hjælper cyklister i Toronto til at undgå de mest forurenede ruter, og i stedet leder dem ad bedre og renere veje.
For indbyggerne i Canadas største by, Toronto, er det nu blevet nemmere at finde cykelruter med god luftkvalitet.
Clean Road Mapper er en online app, som kan lave ruter for cyklister eller fodgængere, der fører dem uden om de veje der har mest luftforurening. Platformen bruger data indsamlet af civilingeniør-professor Marianne Hatzopoulou, som i 2015 overvågede luften i byen ved hjælp af målere monteret på biler.
Hatzopoulou fandt ud af, at luftforureningen ikke kun blev påvirket af biltrafikken, men også af arkitekturen i området. De ultra-fine forurenende partikler ophober sig nemlig mellem høje bygninger og er ikke i stand til at sprede sig.
App’en virker som en almindelig navigationsapp, hvor man skriver sit udgangspunkt og sin destination, hvorefter app’en vil foreslå to mulige ruter – den korteste og den reneste.
Indtil videre er det kun de heldige cyklister i Toronto der kan bruge app’en, men der går nok ikke længe før vi får et lignende program i Danmark.
I Albertslund Kommune blev der nemlig i marts måned sat sensorer op til at måle luftforurening, netop for at man senere kan udvikle en app der kan styre cyklister og løbere uden om de mest luftforurenede områder.
Web: http://traq-research.mcgill.ca/cycleapp/toronto/
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: Springwise