Claus Meyers New York-projekt er godt igang og forventes at åbne i foråret 2016 på Grand Central Terminal.

Newyorkerne kan glæde sig til at smage kanelsnurrer, flæskestegssandwich, grød, ymer, fuldkornsrugbrød, rygeost og andre danske og nordiske lækkerier, når Claus Meyer slår dørene op til den 460 kvadratmeter stor madhal i den ikoniske Vanderbilt Hall på Grand Central Terminal på Manhattan.

Madhallen kommer til at huse fem forskellige pavilloner samt en bar og en restaurant med cirka 250 ansatte. En række nøglemedarbejdere er allerede blevet håndplukket, og det bliver et alsidigt og yderst kompetent team, der skal være med til at skabe og formidle den nordiske madfortælling i New York.

Meyer vil åbne bageri som en af i alt seks permanente pavilloner, hvor fremstillingen af brød selvfølgelig kommer til at spille en central rolle – fra wienerbrød og hindbærsnitter, til fuldkornsrugbrød og Ølandshvedebrød.

Madhallen vil være klar med skyr, rygeost og ymer fremstillet af økologisk mælk på et lokalt mejeri i samarbejde med Løgismose. Det bliver en immigrantfortælling, hvor vi med nogle frø og enzymer i rygsækken og med en skandinavisk samarbejdsånd rækker ud til lokale producenter og udforsker den jord, vi har under vores fødder, og det vi har med i vores bagage,” siger Claus Meyer.

Også kaffen vil være i højsædet. Med fokus på økologi og fair handel kommer newyorkerne til at blive introduceret til en anderledes lys og langsomt ristet kaffe i madhallens kaffebar.