Knækbrød er nemme at bage, og de er et hit som snack eller tilbehør. De her er helt enkle med gode kerner og frø i, men når du er godt i gang, er der masser af muligheder for variation. Knækbrødet er skønt at spise som eftermiddagssnack, evt. med smør eller ost på, som tilbehør til suppe eller som knas til hummus.
Knækbrød
8 – 10 stk
45 minutter
Ingredienser
- 1 dl vand
- 1 spsk olivenolie
- 75 g grahamsmel
- 75 g havregryn
- 15 g græskarkerner
- 25 g hørfrø
- 20 g solsikkekerner
- 1 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
- Æg, mælk eller vand til pensling
Fremgangsmåde
- Kom alle de tørre ingredienser i en skål og tilsæt vand og olie.
- Rør rundt – dejen skal være lidt klistret.
- Kom dejen imellem to stykker bagepapir og rul den ud så den bliver ca. 3 mm tyk.
- Fjern det øverste papir og skær brødet ud som knækbrød.
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Læg knækbrødene på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem.
- Bag knækbrødet i ca. 20 minutter.