September 2015 blev det afsløret, at VW-koncernen havde snydt med målinger af luftforurening (NOx-udslip) fra deres biler (Volkswagen, Audi og Skoda). De havde installeret snyde-software, der skjulte den reelle luftforurening. VW-koncernen kan se frem til bøder og sagsanlæg i milliardklassen.
EU’s krav til nye bilers CO2-udledning er længe blevet undergravet af manipulation fra bilproducenterne. Bilerne udleder i dag i gennemsnit ca. 40 pct. mere CO2/km, end fabrikanterne opgiver. I 2001 var det ”kun” 8 pct. Det betyder samtidig at forbrugerne bliver snydt, når de køber en bil, som på papiret kan køre langt længere på literen end den kan i virkeligheden.
Der bliver stillet skarpt på hvordan det går med at rydde op i skandalen. Hvorfor var det USA, der skulle opdage svindlen, når det er Europa, som har langt de fleste dieselbiler? Er det de bilproducerende lande, som trækker tænder ud på EU’s kontrol med bilernes forurening?
”Det er pinligt, at det var USA der skulle opdage svindlen med test af dieselbilers luftforurening, når det er Europa, der har alle dieselbilerne”, siger sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege.
Læs også: Skandale: De nye dieselbiler sviner stadig for meget
Til mødet vil der være oplæg af nogle af Europas førende eksperter – Greg Archer, Clean Vehicles Director, Transport&Environment, Bruxelles og prof. Eckard Helmers, Birkenfeld Universitet i Tyskland. Desuden Kåre Press Kristensen og Jeppe Juul, Det Økologiske Råd.
Eckard Helmers vil stille spørgsmålet, om diesel biler har en fremtid i Europa. Man bør se på den langsigtede effekt af dieselbiler. Udover CO2 udsender dieselbiler såkaldt clack carbon, dvs. sodpartikler. Disse har også en negativ virkning på klimaet, da de kan transporteres helt til Arktis. Her sætter de sig på isen og farver denne mørkere, hvilket øger varmeoptagelsen, da reflektionen af solens stråler reduceres. Hvis effekten af black carbon medregnes, vil brug af diesel biler ikke mindske klimabelastningen sammenlignet med benzinbiler. Professor Helmers vil også belyse, hvad alternativet til dieselbiler kan være i Europa.
”Hvis man inddrager hele klimaeffekten og luftforureningen, er der ingen saglige argumenter for at vi skal køre i dieselbiler”, udtaler prof. Eckard Helmers, Birkenfeld Universitet.
Greg Archer vil skitsere hvordan vi kan rette op på Europas fejlslagne og miskrediterede system for test af biler – herunder hvordan vi tackler bilfabrikanternes snyd, for svag og ineffektiv regulering, forældede regler og alt for langsom genopretning.
Miljøorganisationen Det Økologiske Råd har længe været aktiv i kampen for at reducere luftforurening og CO2-udslip fra biler.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: Det Økologiske Råd