Regionshospitalet Randers får som som det første hospital Det Økologiske Spisemærke i guld.

Hospitalet skal nu til at servere 90-100 procent økologisk mad – uden det koster ekstra.

Økologiprocent ligger på 93 procent, og er stadig på vej op. køkkenet har dermed stolt modtaget et økologisk spisemærke i guld

For at kunne modtage mærket skal der kunne dokumenteres, at et køkken har en økologi-andel på mellem 90 og 100 procent.

“Præstationerne i vores køkken er et godt eksempel på, hvad en ildsjæl i spidsen og et meget dedikeret og ambitiøst personale sammen kan drive det til. Vi er meget stolte af, at vi her i Randers kan servere landets mest økologiske mad til vores patienter,” siger hospitalsdirektør Jonas Dahl.

Banebrydende

Hospitalets Ildsjæl cheføkonoma Mona Carøe, har siden det økologiske spisemærke blev indført, vedholdende arbejdet med sit personale for at ligge i front i Danmark, når det gælder god økologisk mad til patienterne.

“Vores ambition er at lave velsmagende mad, som frister patienterne til at spise,“ fortæller hun.

“Især mange ældre spiser for lidt, og derfor er det vigtigt, at maden har høj kvalitet og taler til både øjne og mave,“ siger Mona Carøe.

“Regionshospitalet Randers er det første hospital, der når i mål med et øko-spisemærke i guld. De beviser, at man med flid, fokus og dedikation kan nå helt op i nærheden af 100 procent økologi, selvom man er et stort hospitalskøkken, som er underlagt stramme budgetter. Samtidig beviser de, at man sagtens kan tilgodese alle de ernæringsmæssige behov, patienterne har, indenfor de økologiske rammer,“ siger Rikke Thorøe Grønning, chefkonsulent i foodservice-teamet i Økologisk Landsforening og tilføjer:

“Det er en rigtig flot indsats – som forhåbentlig vil være inspiration for flere andre hospitaler i Danmark.“

Sund og ærlig mad

Succes skyldes blandt andet at maden laves fra bunden, af hospitalets egne slagtere og bagere. Intet bliver spildt og alt laves helt uden færdigblandinger og tilsætningsstoffer. Slagterne producerer kødpålæg både til egne patienter, til andre hospitaler i Region Midtjylland og til kantinen, hvor ambulante patienter og pårørende også kan spise.

Hvert efterår sylter køkkenpersonalet 4,5 tons rødbeder, asier og drueagurker, sådan der nok til et års forbrug. Den omhyggelige udnyttelse af råvarerne betyder, at der kan produceres næsten 100 procent økologisk mad, uden det koster ekstra.

Mona Carøe er medforfatter til kogebogen “Sund fornuft – økologi til patienter”, som er udgivet af Økologisk Landsforening.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk