NaturErhvervstyrelsens nye tal viser, at 57 procent af det der gror på de økologiske danske marker, er grov foder, helsæd og græs. Afgrøder som fører til mere biodiversitet, og tendensen er stigende i takt med det økologiske areal vokser, vurderes det fra landbrugets videnscenter SEGES.

Offentliggørelsen over hvad de økologiske landmænd dyrker, er godt nyt for den danske natur.

Den nye øko-statistik fra NaturErhvervstyrelsen viser, at i det økologiske jordbrug benyttes mere end halvdelen af produktionsarealet til grovfoder, helsæd og kløvergræs. Det betyder flere afgrøder, der fremmer biodiversiteten.

“Disse afgrøder er alle med til at hjælpe biodiversiteten på vej. Mere kløvergræs tiltrækker flere bier og i græsset vokser der flere vilde blomster. Derudover giver grovfoder harer og agerhøns bedre levevilkår”, siger Kirsten Holst, økologichef i landbrugets videnscenter SEGES.

Kirsten Holst er begejstret over, at der i den økologiske produktion er et større areal med frugtplantager og grøntsager, og at økologerne dyrker forholdsmæssigt mange blandinger af kornarter og af korn og bælgsæd. Det er med til at give en større variation på markerne.

En stigning i det økologiske areal

Talene viser samtidig at det økologiske areal er steget med to procent fra 2014 til 2015. Dog er statistikken opgjort den 31. maj 2015, og tager derfor ikke højde for de ekstraordinært mange landmænd, som har søgt om økologisk arealtilskud i den udvidede ansøgningsrunde med frist i september sidste år.

De omkring 350 landbrug, der har ansøgt om økologisk autorisation efter 31. maj 2015, indgår derfor først i statistikken for 2016. Og med et voksende økologisk areal ændres også de afgrøder der bliver dyrket på de danske marker.

“Vi kan ud fra statistikken se, at andelen fylder rigtig meget i den økologiske produktion. Altså vil andelen af afgrøder, der giver mere biodiversitet, stige sammen med størrelsen på det økologiske areal, siger Kirsten Holst.

Redaktionen på ecolove.dk