Aldrig har planteaffald været så moderigtig. Ananasblade, der normalt ville ende som affald, kan laves om til et læder-lignende materiale – til gavn for dyrene, miljøet og ikke mindst for ananasfarmerne.

Efter 15 år som designer og producent af lædervarer, blev spanske Carmen Hijosa sendt til Filippinerne, for at hjælpe med at udvikle læderindustrien. Det førte i stedet til udviklingen af et nyt materiale, Piñatex, og grundlæggelsen af firmaet Ananas Anam.

Materialet består af bladene fra ananasplanter, og er både et naturligt og bæredygtigt materiale, som kan bruges som alternativ til læder, og andre tekstiler. Da bladene er et biprodukt af ananasproduktionen, er der ikke behov for ekstra land, vand, gødning eller kemikalier for at få fat i materialet.

Til produktion af læder bruges der typisk farlige kemikalier, som formaldehyd, tungmetaller og krom, som alle kan skabe problemer når de ender i spildevandet. Ligesom med kød, er der også med læder forbundet et stort udslip af kulstof til miljøet.

Og det er ikke nødvendigvis bedre at gå efter falsk læder, som oftest er lavet af petroleum, og dermed kommer med sine helt egne problemer.

Med ananasbladene, som normalt ellers ville ende som affald, får farmerne også en ekstra indkomstkilde. Og når bearbejdningsprocessen til Piñatex starter, og de lange fibre i bladene separeres, ender farmerne med biomasse som kan bruges til gødning på ananasmarkerne.

Piñatex laves i øjeblikket i sort, naturhvid, brun og guld. Materialet er fremstillet til at være så stærkt, at det er ideelt til produktion af tasker, sko og møbelbetræk. Firmaer som Puma og Camper har lavet prototyper med materialet, mens der er andre som allerede har taget det i brug.

Læs mere om Piñatex: www.ananas-anam.com

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk