De danske forbrugere køber mere økologisk kød end tidligere, det viser årsregnskabet fra Friland, som er et økologisk slagteri. Salget af økologisk kød i Danmark er steget med hele 15 procent i år, viser regnskabet. Denne procentstigning betyder, at danskerne finder større interesse for dyrevelfærd, det skriver Økologisk Landsforening.
Der bliver solgt mere statskontrolleret økologisk kød end tidligere, det viser årsregnskabet fra Friland, som blev offentliggjort i går aftes d. 26 november. Regnskabet viser en stigning på hele 15 procent i år. Især er forbrugerne begyndt at foretrække økologisk svinekød, hvor salget er steget med 34 procent i modsætning til salget af økologisk oksekød, som er steget med 6 procent.
Hos Økologisk Landsforening hylder man udviklingen, da de hos foreningen mener, at de danske forbrugere er blevet mere opmærksomme på dyrenes velfærd.
’Det er en rigtig glædelig udvikling, som blandt andet er et udtryk for, at danskerne i stigende grad er optagede af dyrevelfærd. Ved at vælge økologisk kød får forbrugerne netop en garanti for, at dyrene har haft god plads, har været ude under åben himmel og i det hele taget har levet så naturligt et liv som muligt,’ siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.
Forbrugerne er mere bevidste
En undersøgelse fra sidste år viste, at knap 50 procent af de danske forbrugere mente at det enten var vigtigt, eller meget vigtigt, at deres svinekød stammer fra et landbrug, hvor dyrevelfærden er i fokus. 21 procent af forbrugerne mente, at det var vigtigt at kødet var decideret økologisk. Denne forskel viser, at forbrugerne er blevet mere bevidste om, hvad økologi indebærer, eftersom de ikke decideret går efter økologi, men dyrevelfærd, og ved at de kan få dyrevelfærd igennem økologiske produkter.
’Vi har tidligere set indikationer på en manglende viden om, hvad der kendetegner den økologiske produktion. Den nuværende, positive udvikling i salget af øko-kød tyder på, at flere danskere er blevet bevidste om, at økologisk kød er lig med høj dyrevelfærd,’ siger Henrik Hindborg.
Efterspørgsel på dansk økologi
Henrik Biilmann, som er direktør i Friland, er helt overbevist om, at den stigende efterspørgsel på økologi er en meget positiv udvikling i Danmark.
’Det skyldes en generel vækst i efterspørgslen fra både detailhandel, foodservice kunder og industri, og det er tydeligt, at flere forbrugere og køkkener vælger økologisk, når de køber ind,’ siger Henrik Biilmann.
Også i udlandet er Frilands produkter blevet mere attraktive. Det er nemlig ikke kun i Danmark, men også på eksportmarkederne, at det økologiske kød er foretrukket. Og pga. den store efterspørgsel af økologisk kød i ind- og udland, så mangler der leverandører, som kan levere flere økologiske svin, siger direktøren.
’Jeg tror på, at vi om tre år skal bruge cirka 1.000 ekstra grise om ugen for at følge med. Det gælder både efterspørgslen fra de europæiske markeder og fra de eksportmarkeder i specielt Asien, hvor Friland i disse år arbejder hårdt på at øge afsætningen,’ forklarer Henrik Biilmann.