Hele befolkningen skal hoppe med på vognen, hvis madkulturen i Danmark skal ændres. Fødevareministeren Dan Jørgensen vil have alle med sig, når der skal diskuteres om maddebatter rundt om i landet og på sociale medier.
”En madrevolution kan sagtens inspireres og hjælpes på vej af meningsdannere og eksperter, men den skal vokse og gro nedefra. Derfor vil jeg i den kommende tid inddrage danskerne i debatten om vores alles mad og måltider”, siger Fødevareministeren.
Befolkningen skal nominere eksperter
Ministeren udvælger ikke selv sine eksperter, danskerne bestemmer hvem der skal sidde med til bords og formulere måltidsråd til befolkningen.
”De 20 medlemmer, jeg har udpeget, er eksperter på hvert deres område. Men jeg vil gerne gøre samarbejdet endnu bredere og have gode input. Så hvis man mener, at der er for få kvinder, for mange ”kjøwenhavnere”, eller at der mangler praktiske håndværkere, så er det bare om at komme til tasterne,” siger Dan Jørgensen.
Nomineringer kan sendes til Fødevareministeriet indtil mandag den 22. september på mailadressen: [email protected]
Maddebatter med folket
Der vil foregå folkehøringer rundt om i landet, hvor interesserede dele af befolkningen kan ytre sine meninger om, hvordan vi kan forbedre den danske madkultur.
”Bedre mad til flere er ikke et elitært projekt. Det er danskernes og ikke feinschmeckernes mad, det her arbejde handler om,” siger Dan Jørgensen.
Det er endnu ikke fastlagt, hvor og hvornår madebatterne afholdes.
Online debat
På fødevareministeriets hjemmeside, kan man under ‘danskernes mad’, være med til at forme debatten og deltage aktivt.
”Danskerne vil få mulighed for at chatte med flere af de fantastiske kapaciteter, vi har med i tænketanken, ligesom jeg selv og andre politikere vil stille op til en debat om, hvordan vi kan styrke mad- og måltidskulturen i Danmark”, siger Dan Jørgensen.
Kilde: http://fvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/foedevareministeren-madrevolutionen-skal-vaere-danskernes-revolution/