Som om det høje indhold af fedt, salt og kalorier ikke var nok, så viser en ny undersøgelse, at fastfood ofte også indeholder en anden særlig ingrediens – var det noget med en mundfuld phthalater?
En undersøgelse foretaget af Milken Institute SPH i Washington har fundet frem til, at deres fastfoodspisende forsøgspersoner blev udsat for højere koncentrationer af phthalater.
Phthalater har fået en del omtale, og de plastikblødgørende kemikalier har fået alarmklokker til at ringe med sine mange potentielt sundhedsskadelige virkninger. Et lovforslag, som vil forbyde brugen af de fire lavmolekylære phthalater DEHP, DBP, BBP og DIBP i EU, blev afleveret til EU i april. Lovforslaget er bakket op af dokumentation om den hormonforstyrrende virkning af stofferne.
Der har før været bekymring om overførsel af phthalater fra emballage til mad, men dette er den første undersøgelse der kigger på sammenhængen mellem fastfood og phthalater. Forskerne analyserede data fra næsten 9.000 deltagere, som gav detaljerede oplysninger om deres indtag af mad i det sidste døgn, fulgt af en urinprøve.
Testresultaterne var bekymrende ifølge hovedforfatteren Ami Zota, dr.scient, cand.scient, som kom frem til, at de største forbrugere af fastfood havde op til 40 procent højere koncentration af phthalatet DINP i kroppen.
Der blev testet specifikt for rester af DEHP og DINP – sidstnævnte er ikke klassificeret som sundhedsskadelig, på trods af at kemikalet i en videnskabelig undersøgelse foretaget af OEHHA i Californien, blev vist at være kræftfremkaldende. DEHP er dog på listen over problematiske phthalater, og fremkom med 23,8 procent højere koncentration hos fastfoodspiserne.
Korn- og kødprodukter i fastfoodkategorien var tilsyneladende de værste syndere, herunder brød, kage, pizza og nudler.
Så mens vi venter på et eventuelt forbud mod brugen af phthalater i EU, er det måske en god idé at holde os fra de hurtige madløsninger. Og som Ami Zota tilføjer, kan det ikke skade de bekymrede forbrugere at spise mere frugt og grønt og mindre fastfood.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: www.treehugger.com/health/eating-fast-food-linked-significantly-higher-phthalate-levels.html