Enhedslisten kommer med denne kommentar – vi vil fjerne momsen på økologiske fødevarer. Det vil få prisforskellen mellem økologiske og konventionelle varer til at falde meget og gøre økologi til et naturligt valg for mange flere mennesker, skriver Maria Reumert Gjerding.
Den grønne omstilling skal være for alle mennesker. Det er hovedbudskabet i vores udspil i dag, som vi lancerer ved vores sommergruppemøde.
Vi foreslår at fjerne momsen på økologiske fødevarer. Det vil få prisforskellen mellem økologiske og konventionelle varer til at falde meget. Der vil endda være økologiske varer der bliver billigere end de konventionelle og det vil gøre økologi til et muligt valg for mange flere mennesker.
Vi vil fremme genbrug ved at give kommunerne mulighed for at oprette og drive genbrugsforretninger. Det har man allerede været i gang med i Hjørring i en del år med kæmpe succes.
Mere deleøkonomi
Og vi vil sætte gang i deleøkonomien. En deleøkonomi der baserer sig på kollektivt ejerskab, hvor vi ejer ting i fællesskab, og har adgang til at låne dem, når vi skal bruge dem – præcis som vi kender det fra bibliotekerne.
Derfor vil vi give bibliotekerne mulighed for at udvide deres aktiviteter til mange flere områder. De skal have mulighed for at oprette tøjbiblioteker, legetøjsbiblioteker, værktøjsbiblioteker, cykelbiblioteker osv.
Når vi tænker grøn omstilling sammen med lighed og social retfærdighed, kan vi øge velstanden for nogle af de mennesker i vores samfund der har allermindst – uden at øge ressourceforbruget, samtidig med at vi gør grønne og bæredygtige valg tilgængelige for mange flere mennesker.
For vi kommer kun i mål med den grønne omstilling når vi får alle med.
Af Maria Reumert Gjerding, klima-, natur- og miljøordfører for Enhedslisten