Bæredygtig mad handler om mere end klima og CO2-aftryk Bæredygtighed er et emne, der optager mange mennesker. Der er bred enighed om, at vi skal lægge mere vægt på bæredygtighed i fremtiden for at passe på vores planet. Det betyder, at også vores mad skal produceres mere bæredygtigt. Og her er det let at sætte lighedstegn mellem bæredygtig, klimavenlig og CO2-neutral. Men så enkelt er regnestykket ikke. For at maden reelt skal være bæredygtig, skal den ikke blot være CO2-venlig og miljøvenlig, men også sund, kulturelt acceptabel og til at betale for alle.

Her er lidt råd og vejledning til at gøre din hverdag mere bæredygtig:

Mere grønt i maden 

Første skridt mod mere økologi og bæredygtighed er at putte det grønne ind og skifte de dyre ingredienser ud. Danskernes foretrukne retter indeholder meget kød, men man kan sagtens erstatte noget af kødet i for eksempel kødsovsen med røde linser, tilsætte revne gulerødder og flere løg. Brug kostrådene som pejlemærke. De sikrer, at du får sunde måltider med mindre kød, og som er billigere, og det betyder, at du kan få flere økologiske råvarer ind i din madlavning.

Spis i sæson 

Køb grøntsager i sæson. Så sparer du på både de økonomiske og miljømæssige omkostninger ved, at grøntsager skal transporteres fra udlandet. I Danmark er vinteren sæson for de grove grøntsager som kål, selleri og kartofler. Når man spiser efter sæsonen, bliver smagsoplevelsen også en helt anden. Du vil komme på en gastronomisk opdagelsesrejse og fejre vinterråvarerne ved at glæde dig til smagen af et økologisk jordbær om sommeren.

Brug skrællerne 

Gem skrællerne fra økologiske citrusfrugter, og kog dem til marmelade. Marmeladen kan bruges på brød, i konfekt eller i romkugler. Du kan have en bøtte til skrællerne i fryseren, som du løbende kan fylde op. Når mængden er blevet stor nok, kan du koge løs. Skræller fra løg, kartofler, gulerødder ect. kan bruges til din egen grøntsagsbouillon, som kan gemmes i små portioner i fryseren. Brug den som basis til saucer og i kartoffel- og gryderetter.

Rester 

Ingen gider at spise rester. Men gårdsdagens mad kan sagtens spises som frokost eller du kan også samle resterne fra de tre foregående dage og laver en buffet ud af det. Det kan man sagtens gøre derhjemme, og de fleste børn og mange voksne er vilde med buffet.

Læg planer 

Brug en halv time en gang ugentligt på at lægge en madplan for fire til fem dage. Husk at tjekke, hvad du har på hylderne i dit køleskab og i din fryser først. Overvej at købe ind online, så du ikke lader dig friste i butikken og sparer tid. Det er også bæredygtighed ikke at skulle handle hver dag med fare for at komme hjem med varer, der aldrig bliver brugt og i stedet ender i skraldespanden.

Det gamle er det nye 

Forhold dig i mindre omfang til datoerne på varerne. Brug i stedet dine sanser. Lugt til mælken. Mærk på grøntsagerne. En blød tomat skal måske ikke i salaten, men kan være fin på pizza eller i sovs.

Forfatter: Redaktionen på ecolove