Et flertal i folketinget har for nyligt, besluttet at mindske bilafgifterne, og dermed øge CO2-udledningen.
Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har besluttet, i den nye finanslov for 2017, at udvide motorvejsnettet og mindske registreringsafgiften på biler. Denne beslutning vil øge antallet af biler og biltrafikken på vejene anslås det.
”Der er brug for at sænke CO2-udledningen fra transport. I dag har et flertal i folketinget i stedet besluttet at øge den. Der er tale om em en komplet mangel på rettidig omhu”, siger Jeppe Juul, transportmedarbejder i Det Økologiske Råd
Han forklarer, at en ny bil med forbrændingsmotor i gennemsnit holder i 16 år. Det betyder at en bil købt i morgen stadigvæk primært vil køre på fossile brændstoffer i 2032 og udlede CO2 i hele perioden.
”Med aftalen beslutter man samtidig at indbygge et fremtidigt øget CO2-udslip. Det er dybt uansvarligt i en situation hvor udledningen fra transport i Danmark i forvejen stiger, og det gør det sværere at nå vores CO2-reduktionsmål for 2030”, siger Jeppe Juul.
Frem til 2030 forventes det fra dansk side at skulle reducere sin CO2-udledning fra boliger, landbrug og transport med 39 procent i forhold til 2005.
”Vi har brug for at antallet af biler med en brændstofmotor går ned og antallet af elbiler går op. Regeringen har valgt at gøre det billigere at gøre det forkerte og dyrere at gøre det rigtige. Det er en højst besynderlig prioritering”, slutter Jeppe Juul.
Yderligere ses det at salget af elbiler er gået i stå, og slaget af nye biler er steget med 9,5 procent.
Forfatter: Redaktionen på ecolove