Det varme vejr kalder på lette retter og salater. Men hvordan bliver salat egentlig dyrket, og kan man smage forskel på økologisk og konventionel salat? Få svaret her.

Insektgift eller honningurt? Vejen uden om sprøjtegifte

En af de store udfordringer for de økologiske salatproducenter er lus, mener Richard de Visser, der er grøntsagskonsulent ved Gartnerirådgivningen. De konventionelle producenter må sprøjte med insektgifte for at slippe af med lusene, mens økologer eksempelvis planter honningurt mellem markerne. Planten tiltrækker nemlig gavndyr, som hjælper med at komme af med lusene.

Mere plads til salaten

Skimmel og svampesygdomme udgør en anden stor udfordring for økologiske landmænd. Det bliver bedst undgået ved at bruge resistente salatsorter på øko-marken eller væksthuset. Men salaten bliver også plantet med større afstand end hos de konventionelle landmænd, så bladene har mulighed for at tørre – fugtige blade er nemlig gode betingelser for svamp og skimmel. Konventionelle landmænd går i stedet til sprøjtegiften for at bekæmpe skimmel og svamp.

Sund grobund til sund salat

Salaten optager naturligvis en del næring fra jorden, og derfor mangler jorden næringsstoffer når salaten er høstet. Der kan også være ophobet et vist smitteniveau i jorden.

Konventionelle landmænd bruger de samme marker til salat-såning år efter år, da næringen kan tilføres planten via sprøjtning. De kan også sprøjte med kemiske midler for at bekæmpe eventuelle sygdomme i jorden.

I den økologiske produktion er det dog et generelt princip, at man gøder jorden frem for planten. Økologer arbejder for at skabe en frugtbar jord, som har større mangfoldighed af alt fra mikroorganismer til regnorme.

Økologens vej til frugtbar jord

Sund jord, resistente sorter og rotering af afgrøderne fra mark til mark – det er nogle af økologens bedste midler i kampen mod sygdomme, skadedyr og ukrudt.

Sidstnævnte kaldes også sædskifte, og det fungerer ved, at landmanden sår andre afgrøder på den mark hvor salaten er høstet. For eksempel kan der sås rødbeder eller kløver, som sammen med naturgødning giver jorden nye næringsstoffer, så næste hold salat kan blive sundt og stærkt.

Pesticid-rester i konventionel salat

Ved en pesticid-kontrol udført af Fødevarestyrelsen blev der fundet rester af sprøjtegifte i 27 af 55 salater fra både Danmark og udlandet, alle dyrket under konventionelle forhold. Ingen af værdierne var dog højere end den maksimale grænseværdi sat af Fødevarestyrelsen. I øvrigt var der ikke nogen pesticidrester at spore i de økologiske salater der blev analyseret.

Kan der smages forskel?

Richard de Visse mener ikke at man kan smage stor forskel på konventionel og økologisk salat. Smagen afhænger mere af sorten, påpeger han men tilføjer dog, at han altid selv vælger den økologiske variant.

Den økologiske salat er nemlig med til at øge biodiversiteten på markerne og fremmer generelt dyrelivet. Og med alle de seneste undersøgelser om effekterne af sprøjtegifte i vores mad, så er det bedst at gå efter økologi, hvis du vil være på den sikre side.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk