Den venlige robot, Liam, har én særlig opgave, som skal hjælpe Apple i kampen mod CO2 udledning.
Apple-imperiet alene producerede i 2014 hele 34,2 millioner tons drivhusgasser. Siden da har firmaet forsøgt at bringe tallet ned, bl.a. ved at drive alle datacentre på 100 procent vedvarende energi.
Nu har Apple introduceret robotten Liam, som hjælper til at genbruge materialer fra gamle iPhones. Liam har været undervejs i mere end 3 år og hans opgave er, ganske enkelt, at skille iPhones ad. Robotten kan udvælge og sortere de væsentligste elementer, som derefter kan genanvendes i nye produkter som værktøj, solcellepaneler og måske endda nye Apple produkter.
Liam er ret effektiv i sit arbejde. Faktisk er han så god, at han alene kan komme igennem 1,2 millioner iPhones hvert år – robotten skal kun bruge 11 sekunder til at skille én iPhone ad.
Men den 29-armede robot er også et forsøg på at komme et større problem til livs. Elektronisk affald, og især gamle batterier, udgør en stor fare for miljøet. Liam er programmeret til forsigtigt at tage dele ud af gamle iPhones, som f.eks. simkort-holdere, skruer, batterier og kameraer. Delene kan derefter sælges til genbrugsfabrikker, som kan genanvende materialerne til fremstilling af f.eks. værktøj eller solcellepaneler.
Robotten er ikke perfekt, bl.a. fordi den indtil videre kun kan bearbejde iPhone 6S. Men innovationen kan være med til at ændre hvordan produkter i fremtiden bliver bygget, brugt, skilt ad og brugt igen til nye produkter.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: www.mashable.com/2016/03/21/apple-liam-recycling-robot/#jOH07rWgfqqc