Mange ville sikkert ikke have noget imod at skifte sin gamle bil ud med en nyere elektrisk – men det er ikke altid så enkelt, for hvem skal stå med udgifterne?

I Indien har man sat en ambitiøs plan for de 1,2 milliarder indbyggere i landet. Inden 2030 skal alle køretøjer være elektriske. Som om det ikke er ambitiøst nok i sig selv, har regeringen sat yderligere et mål: det skal ikke koste en krone (i dette tilfælde en indisk rupee) ekstra, for hverken regeringen eller det indiske folk.

Energi-minister Piyush Goyal fortæller, at de vil forsøge at gøre det til et selvfinansieret program, hvor der ikke kræves en kontant udbetaling af køberen. I stedet kan de penge, som bilejerne ville have brugt på brændstof, gå til afbetalingen af det elektriske køretøj.

Inderne er ikke de største forbrugere af biler – faktisk er det kun 6 procent af de indiske husstande der overhovedet ejer en bil. Alligevel udgør landet verdens tredje største klimabelastning, og der forventes en eksponentiel stigning af køretøjer i takt med den stigende økonomi.

I øjeblikket er der større luftforurening i hovedstaden New Delhi, end der er i Beijing i Kina. Der er altså ingen tid at spilde i arbejdet for et renere miljø, og et skifte til elektriske biler vil uden tvivl kunne gøre en forskel.

Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk

Kilde: http://grist.org/climate-energy/india-floats-ambitious-goal-100-percent-electric-cars/