Økologisk landbrug skaber mere og bedre natur. Økologisk Landsforening opfordrer derfor folketinget til at fokusere på mere økologisk landbrug, når der skal forhandles til en naturpakke.
På de økologiske marker og landområder, hvor der ikke bliver brugt sprøjtegift eller kunstgødning, kan man finde 30 procent flere vilde dyr og plantearter. Derfor håber Økologisk Landsforening, at økologisk landbrug vil blive brugt som et aktivt redskab i den kommende naturpakke.
Det skal blive nemmere for landmænd at lægge om til økologi, mener Økologisk Landsforening, og kommer med et konkret forslag, der kan gøre omlægningen til økologi mere fleksibel.
Økologiske landmænd har nemlig mulighed for at søge et tilskud til at drive eller omlægge til økologisk landbrug. Formålet med den ordning er at hjælpe til at kunne dække forbrugernes stigende efterspørgsel af økologiske varer, samt at forbedre miljø, natur og dyrevelfærd.
Men lige nu er ansøgningsfristerne lagt således, at landmanden risikerer at miste et års tilskud hvis en eventuel mulighed for omlægning først skulle vise sig efter fristen for ansøgning. Og det kan forhindre landmændene i at reagere på udvikling og efterspørgsel i det økologiske marked, mener Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
De økologiske landmænd skal kunne modtage tilskud for alle de dage, de har drevet økologisk landbrug. Det kan for eksempel ske ved at de stramme ansøgningsfrister bliver fjernet og i stedet starte tilskuddet så snart landbrugsarealet tilmeldes økologikontrol.
- Der er kæmpe markedsefterspørgsel på mere økologi, og økologisk landbrug er en gevinst for både naturen og landmanden. Det er derfor oplagt, at regeringen og forhandlingsparterne omkring en naturpakke har fokus på øget øko-omlægning af landbruget, siger Per Kølster.
Forfatter: Redaktionen på ecolove.dk
Kilde: www.okologi.dk/nyheder/2016/04/brug-oekologi-som-redskab-i-naturpakken